Natur og kropsterapi

Naturen spiller en rolle hos Manuvision på de internater, der er en del af uddannelsen til kropsterapeut, og så er det at opholde sig i naturen en hjælp til at træne den opmærksomhed og sanselighed, som også er et element i kropsterapi.

I podcasten kan du bl.a. høre:

• Hvorfor naturen har en effekt på vores mentale og fysiske helbred
• Hvordan vi kan træne vores opmærksomhed ved at opholde os i naturen
• Hvordan naturen kan vække vores sanseapparat og hjælpe os til mere kropsbevidsthed
• Øvelser og råd til at forbinde sig til naturen og bruge den som afsæt for terapi

“Naturen stiller ikke nogen krav til mig, og det gør, at jeg begynder at falde ned og forstå at jeg er afhængig af det, der er herude. (…) Det er i naturen, vi kan komme ind i en selvforglemmelse. Og det er, når vi kan komme ind i selvforglemmelse, at naturoplevelsen opstår” – Rikke

“I vores kultur er det vores gøren, der er det vigtige. Det jeg gør. I naturen er det vores tilstedeværelse, der er det vigtige. Hvad jeg er. Hvad jeg kan give mig selv lov til at være.”  – Søren

Medvirkende: Søren Christensen og Rikke Toft Boesen
Tilrettelæggelse og vært: Ida Meisling

Læs den fulde podcast her

Teksten er optimeret for at sikre en let og flydende læseoplevelse.

Søren Christensen:

Hvad skal vi lave?

Interviewer:

Vi skal lave et bål og spise lidt mad og snakke om natur og terapi, selvom du ikke så godt kan lide det ord.

Rikke Toft Boesen:

Det er derfor, han inviterede mig med. Så kan jeg snakke med ham.

Interviewer:

Velkommen til en Manuvision -podcast, som denne gang handler om vores forhold til naturen. Og hvordan vi kan lære at forbinde os mere med den, både mentalt og kropsligt. Naturen spiller en rolle hos Manuvision på de internater, der er en del af uddannelsen til kropsterapi. Og så kan det at opholde sig i naturen også være en hjælp til at træne den opmærksomhed og sanselighed, som også er et element i kropsterapien. Og for at snakke om det her, er vi taget ud i naturen på en regnvejrsdag sidst på efteråret. Og prøv lige at fortælle igen, hvor det er, vi er helt præcist.

Søren Christensen:

Vi befinder os ved Buresø, præcist på vandskellet. Her, hvor vi står, deler vandet sig og strømmer i hver sin retning. På dette præcise punkt ændrer vandets løb sig: På den ene side bevæger det sig mod Roskilde Fjord, og på den anden side bliver det til Mølleåen. Lige over skoven her ligger Bastrup Sø, som er den første sø langs Mølleåens forløb. Sætter man en kano i vandet på Bastrup Sø, kan man sejle hele vejen ud til Øresund.

Interviewer:

Nu sidder vi her og har tændt et bål og skal snakke om natur og terapi, kropsterapi. Og vil I ikke lige starte med at præsentere jer selv?

Søren Christensen:

Jo, jeg hedder Rikke og er underviser på Manuvision -uddannelsen. Og så er jeg fuldstændig vild med natur.

Interviewer:

Og du er også uddannet naturterapeut?

Rikke Toft Boesen:

Ja, det er jeg. Og psykolog. Og tidligere pædagog. Ja, det er meget.

Interviewer:

Og Søren?

Søren Christensen:

Mit navn er Søren Christensen, og jeg er partner hos Manuvision. Jeg har også en stor passion for naturen. Vi overvejer at tilføje en ny dimension til vores uddannelse, som involverer naturen. Dette skridt er tænkt som en udvidelse af vores nuværende uddannelsesforløb for at indføre et bredere perspektiv.

Vi ønsker at dedikere mere opmærksomhed og tid til at udforske, hvad det betyder at forbinde sig med naturen – ikke kun den omkring os, men også den indeni os. Jeg tror, at det bliver en stadig mere presserende nødvendighed i verden, som den ser ud nu. Jeg føler det i hvert fald sådan. Man kan se, at folk søger ud i naturen for tiden, drevet af en lignende følelse af nødvendighed. Det er sådan, jeg har reflekteret over det.

Rikke Toft Boesen:

Tilbage i 1993 opdagede en psykolog ved navn Kaplan, at vores omgivelser, især bymiljøer, stiller store krav til os. I Manuvision arbejder vi, ligesom Kaplan, med koncepterne målrettet og spontan opmærksomhed. Målrettet opmærksomhed anvender vi, når vi skal analysere, finde vej i byer og orientere os. Denne form for opmærksomhed er meget krævende og har en begrænset varighed.

Kaplan fra USA beskriver spontan opmærksomhed som ‘soft fascination’, hvilket jeg synes klinger dejligt. Denne ‘soft fascination’ er faktisk ikke tidsbegrænset, og det er noget vi ofte oplever i naturen, for naturen stiller ingen krav til os. Vores opmærksomhed bliver mere åben, hvilket tillader vores nervesystem at skifte over til det parasympatiske mode, hvor vi har mulighed for at restituere. I takt med at flere mennesker bor i byer og livet bliver mere hektisk, bliver behovet for at trække sig tilbage fra byens krav mere og mere åbenbart.

Interviewer:

Nu sidder vi her og er kropsterapeuter. Hvad er forbindelsen mellem natur og kropsterapi?

Søren Christensen:

Kroppen er jo en del af naturen. Den indeholder alt det, der forbinder os med omgivelserne her – ligesom rødder, der trænger ned i jorden, og grene og blade, der rækker mod himlen. Vores krop er indrettet efter samme princip: med et fundament, der står fast, og en stræben opad mod lyset. Jeg mener, at trangen til at forbinde sig med det fundamentale i os selv er enorm, fordi intet i vores samfund synes at lede os i den retning længere.

Vi bevæger os mere og mere bort fra det. Selv det at sidde her, som vi gør nu, virker unaturligt. Der er intet naturligt ved det; det er en mærkelig, skæv tanke. Vi sidder inde i en hytte, nogen har bygget, tænder et bål, uden egentlig at have nogen reel grund til at være her, udover et ønske om at forsøge at genforbinde med naturen. Men reelt har vi intet at gøre her; vi har ikke nogen funktion herude. Vores liv er i byen, så det er en form for afveksling, når vi kommer herud. Og dermed bliver det en lang rejse fra den kunstige tilgang, vi forsøger at have til naturen, til den realitet, at vi faktisk begynder at forstå vores dybe afhængighed af det naturlige.

Denne erkendelse er ved at blive mere integreret i livet for ikke kun stressede, men også almindelige mennesker. Alle har brug for den forbindelse. Det er også grunden til, at jeg tøver med at reducere det til blot at være terapi. Selvom det har en terapeutisk værdi for dem, der har brug for det, er det også meget mere. Faktisk er det noget, vi alle sammen har brug for.

Rikke Toft Boesen:

At tale om naturen og dens effekt er én ting, men at opleve den direkte er noget helt andet. Når jeg befinder mig i naturen, sker der en mærkbar forandring: inden for en halv til hel dag begynder jeg at tale langsommere, og min hjerterytme sænker sig. Jeg ved, at det er forbundet med det kropslige, især det parasympatiske nervesystem og vagusnerven, som alle slapper af.

Naturen herude stiller ingen krav til mig, bortset fra når jeg er på et norsk fjeld, og det er iskoldt – så skal jeg lave et bål. Men ud over det er der ingen krav. Denne mangel på krav får mig til at slappe af og erkende, at jeg er afhængig af det, der er herude, for også at kunne være her. Det er en del af det, jeg nyder at bidrage til. Ofte har vi et fokuspunkt som bålet, noget vi kan samles omkring. Bålets dansende flammer fanger vores blik og fører det væk. Det giver en mulighed for selvforglemmelse, og jeg fornemmer, at det er i disse øjeblikke, den ægte naturoplevelse opstår – ikke når vi bare bruger naturen til at tage billeder til Instagram. I stedet opstår der en følelse af at smelte sammen med naturen.

Søren Christensen:

Naturen larmer ikke, den gør det, den gør. Og det er det, der er det fantastiske ved den. Hvis man virkelig tager ind, hvad der foregår, så er den jo afsindigt generøs. Altså den giver jo sig selv fuldstændigt. Den forlanger ikke noget af dig, den giver sig til dig. Du kan få lov til at gøre, hvad du har lyst til derude. Den sætter ikke rammer for dig på nogen som helst måde. Du kan fælde hele skoven, uden at nogen i naturen brokker sig. Det kan være at ham, der ejer skoven vil brokke sig, men naturen brokker sig ikke. Den vokser bare op igen.

Så det der med, at den stiller sig til rådighed på den måde, og er totalt generøs, men samtidig er der ikke noget i den, som kommer og klapper dig på skulderen og siger, ”Det var sgu godt gjort det der.” Så der er ikke noget personligt i det på nogen som helst måde. Det tror jeg er en kæmpe afstressning for os at være i den omstændighed, at man er totalt fri og får lov til at stå der, hvor man står, med det man har, det man er.

Altså i vores kultur, der er det jo vores gerninger, der er det vigtige, altså det jeg gør. Og herude er det vores tilstedeværelse, der er det vigtige. Altså det, hvad jeg er, hvad jeg kan give mig selv lov til at være. Når man ser på de træer, der står her omkring, de står jo bare der og er. Vi tager dem for at være døde ting, men når man begynder at få forbindelse til dem, så kan man mærke, at der er et enormt liv i dem. Og at de faktisk forbinder sig til en, og man forbinder sig til dem. Man kan faktisk relatere sig til dem.

Interviewer:

Vi taler meget om opmærksomhed i Manuvision. Det her med at træne vores opmærksomhed. Og det er vel også der, hvor naturen, i forlængelse af det Søren siger, at vi kan arbejde med vores tilstedeværelse, når vi er i naturen, fordi den ikke forlanger noget af os.

Rikke Toft Boesen:

Spørgsmålet om, hvad der får mig til at være til stede, er essentielt. Som Søren nævner, er et rum uden krav afgørende for at kunne være til stede. Når jeg indleder en session, benytter jeg ofte at arbejde med sanserne, men en stor del af mit arbejde er også kropsarbejde. Det handler om at give mennesker mulighed for at stå stille og mærke deres eget centrum, for at skabe en forbindelse indadtil.

Søren Christensen:

Det, der forbinder os med hinanden, er vores sanselighed. Hvis vi ikke finder en måde at udtrykke og opfatte dette på, mister vi evnen til at være sammen. Der er gennemført mange undersøgelser, der viser, at ordene vi siger, ofte ikke er det, der bliver hørt. Det er vores kropssprog, der bliver opfattet – ansigtsudtryk, mimik, bevægelser, øjne, og så videre. Disse nonverbale signaler kommunikerer ofte mere end de faktiske ord. Selvom jeg sidder her gemt i en poncho, er det stadig det nonverbale, vi lægger mærke til og forbinder med, snarere end de rene ord.

Rikke Toft Boesen:

Dette bringer mig tilbage til emnet om natur og oplevelser og hvad vi skal facilitere for mennesker i naturen. Det handler om at give dem mulighed for at sanse selv. Det minder om, når vi har en person på behandlingsbriksen og inviterer dem til at mærke efter, før sproget kommer ind i billedet. Følelser, tanker og kropstilstande som naturen vækker, kan vi langsomt sætte ord på, men det er afgørende at give plads til selve oplevelsen. Forskningen viser, at det skal være en naturtype, som personen forbinder med tryghed.

Forskere har fundet, at det, der giver os ro, er at have et sted med ly for vind og vejr, som giver tryghed, men også mulighed for at kigge ud. De ideelle steder kombinerer en slags hulefornemmelse med frit udsyn – en balance mellem beskyttelse og perspektiv, som har en evolutionær betydning for os. Det har betydning, fordi vi har tilbragt langt mere tid i naturen end i byerne, så denne tiltrækning er indlejret i os.

Det er en af årsagerne til, at det relativt let kan facilitere fjernelsen af forstyrrende elementer. Dette har man også observeret hos personer, der har deltaget i naturterapiforløb, som for eksempel PTSD-veteraner i terapihaven Nacadia i Hørsholm. Her så man, at de opnåede betydelig heling ved at være i terapihaven. De kunne også anvende de værktøjer, man kunne kalde for naturens egne, efterfølgende, med effekter der stadig var mærkbare da de vendte tilbage et år senere.

Dette får mig til at tænke på Vestre Fængsel, hvor man har anvendt naturen til at give de indsatte en følelse af autonomi, af frihed. De har skabt stisystemer inden for fængslets mure, hvor de indsatte har flere valgmuligheder. Dette har vist sig at have en positiv effekt på de indsatte, da en del af lykkefølelsen er forbundet med frihed og autonomi. At implementere landskabsarkitektur med valgmuligheder i fængselsmiljøet er rørende, især når man tager i betragtning de begrænsninger, der normalt er i et fængsel.

Tilføjelsen her er også værd at bemærke, specielt i forhold til helingsprocesser. Det er velkendt, at patienter, der efter en operation har en udsigt fra deres hospitalseng, ofte kommer sig hurtigere end dem, der blot stirrer ind i en mur. På Odense Sygehus har man indset dette og sørger for at vise naturfilm på fødestuerne. Det er bevist, at blot 20-30 minutters daglig kontakt med naturen kan have en helbredende effekt.

Interviewer:

Er der studier, der viser det?

Rikke Toft Boesen:

Det er studier, der viser, ja.

Interviewer:

Både for ens mentale og fysiske helbred?

Rikke Toft Boesen:

Ja, og det gælder uanset om vi befinder os i den natur, vi sidder i nu, eller i en park i København – det vigtige er at gå ud og forbinde sig med naturen. Man behøver ikke at udføre hektisk aktivitet; det handler om at være til stede. Tyve minutter kan være nok, og derfor er der blevet givet en anbefaling om, at tredive minutter i naturen er gavnligt og kan have en særlig positiv effekt.

Men det behøver ikke være mere end det, og det understreger vigtigheden af, at vi, når vi planlægger bymiljøer, skal inkludere elementer af natur, som træer og små vandhuller – altså, at skabe rum for naturen i bylandskabet.

Søren Christensen:

At være i kontakt med naturen er et valg om, hvordan man ønsker at leve sit liv. Hvis man har brug for den forbindelse, må man søge naturen eller skabe den, hvor man er. Det er ikke nødvendigt at rejse langt; naturen er overalt omkring os. Det er ikke noget kunstigt, og det er bestemt ikke adskilt fra byen. Naturen finder sin vej gennem sprækker og sprækker; græsset vokser op mellem fliserne. Det er dette vedholdende liv, denne ukuelige kraft, som er overalt og som vi skal omfavne og anerkende som en del af os selv.

Denne ukuelighed, denne livskraft, den vilje til at leve, er et udtryk for en dyb livsvilje. Selv i de stunder, hvor vi føler os slået ned, er denne kraft stadig til stede indeni os. Vi kan have mistet forbindelsen til den, fordi vi har fokuseret på en anden del af os selv, hvor vi føler os adskilt fra naturen. Men der er så meget at lære af at være i naturen og at genfinde denne forbindelse.

At observere dyr er virkelig fascinerende. Ofte hører man folk bemærke, “Se, hvor menneskelig den er,” når de betragter dyrs adfærd eller genkender et træk hos dem. Det vi egentlig anerkender, er ikke dyrets menneskelighed, men vores egen dyriske natur. Det, vi opfatter som menneskeligt, er ofte blot en afspejling af vores egen essens, for i virkeligheden er vi også dyr. Det vi ser i dyrene, er det samme, vi ser i os selv.

Det, som vi ofte anser for at være menneskelige følelser, er i virkeligheden instinktive og naturlige reaktioner, som er fælles for alle dyr. Desværre giver vi ikke os selv lov til at være i harmoni med disse følelser, fordi vi bevæger os gennem skoven på en måde, der er uopmærksom og afbrudt fra vores egen naturlige tilstand, hvilket forstyrrer den omkringliggende natur. Det handler ikke om at bevæge sig forsigtigt, men om at finde en indre ro og være opmærksom. Støj er ikke noget, der kommer fra vores fysiske bevægelser, men fra mangel på indre fred.

Dyr kan opfatte, når vores sind er larmende. Det er jeg overbevist om. Jeg bruger ofte analogien om selvopdagelse gennem meditation eller enhver anden form for opmærksomhedsøvelse. Det er ligesom at observere en hjort på en lysning: man skal stå stille og se på den med næsten tilbageholdt åndedræt og undgå pludselige bevægelser, for ellers vil den flygte. Det kræver en vågenhed overfor situationen og en komplet indre ro.

Rikke Toft Boesen:

En af mine inderste overbevisninger er, at jo dybere vores forbindelse med naturen er, og jo mere kærlighed vi behandler den med, desto mere bidrager vi til at forlænge vores planets liv – det liv, som vi kender i dag. At føle os forbundne med naturen gør det vanskeligt at forestille sig, at vi vil skade den, for eksempel ved tankeløst at fælde træer. For nylig tilbragte jeg en weekend i Rold Skov, hvor jeg slog mit telt op tæt ved en stor myretue. Jeg blev straks klar over, at jeg forstyrrede myrernes liv. Forteltet tiltrak mange myrer, tiltrukket af de madrester, jeg havde efterladt, hvilket jeg fandt hyggeligt. Men da jeg vendte hjem og skulle tørre teltet, opdagede jeg en lille myre, der havde gemt sig i foldene. Jeg flyttede den forsigtigt udendørs og tænkte, “Du har rejst fra Rold Skov til Helsingør.”

Det fik mig til at indse, at jeg havde trængt ind i deres territorium. Selv i de øjeblikke, hvor jeg irriteret fjernede en myre, erkendte jeg, at det var mig, der var indtrængeren. Denne oplevelse har fået mig til at føle mig mere forenet med naturen og har langsomt ledt mig til en dybere forståelse og kærlighed til naturen, og igennem den, til mig selv.

Søren Christensen:

Jeg er overbevist om, at når man er i ægte kontakt med naturen, vækkes der en slags samvittighed indeni os. Det giver en klar fornemmelse af, hvad der objektivt er rigtigt og forkert at gøre. Det handler ikke kun om at være overdrevent beskyttende over for naturen, som om det kun drejer sig om at passe på små træer, men om at forstå og opleve naturen som et kredsløb, som vi er uadskilleligt forbundet med. Det er meget muligt, at naturen kan klare sig uden os, men vi kan ikke overleve uden den.

Vi lever af naturen og udnytter den – det er kernen i den kultur, vi er en del af, og som kan være svær at acceptere. Alt, hvad vi ejer, er opstået gennem udnyttelse af naturen, svage grupper eller andre ressourcer. Det er det, vi kalder vækst. Når man ser på verden i dag, er det tydeligt, at vild natur næsten ikke eksisterer længere, og i Danmark er der ikke én plet, som ikke på en eller anden måde er blevet påvirket af menneskelig aktivitet.

Træerne omkring os står her, fordi vi tillader det. Selv denne skov er anlagt, oprindeligt til at bygge skibe. Når det kommer til naturterapi, tror jeg ikke, det løser samfundsmæssige problemer, men det kan hjælpe den enkelte. For at skabe ændringer i samfundet, må vi tænke videre og overveje, hvordan vi integrerer naturen i vores liv. Det er ikke et spørgsmål om at gøre noget for naturen i sig selv, men snarere om at lade naturen have en plads i vores tilværelse og integrere den i vores boliger og livsstil.

Interviewer:

I forhold til det her med at integrere naturen på et mere personligt plan, har I så nogle øvelser eller forslag til lytterne?

Rikke Toft Boesen:

Jeg vil gerne dele en øvelse, som du selv kan afprøve næste gang, du er i naturen. Hvis du bærer rundt på tunge tanker eller en følelsesmæssig byrde, som du har båret på i lang tid, kunne du prøve en øvelse, der hedder “den bærende sten”. Find en tung sten, løft den op, og mens du går, forestil dig at du kanalisere alle de tunge følelser ned i dine arme og over i stenen. Fortsæt med at gå, helst op og ned ad en bakke, for at mærke stenens tyngde og vedvarende overføre dine tunge følelser til stenen.

Når du føler, at du ikke kan bære stenen længere, gør klar til at slippe den, på samme måde som vi slipper spændinger under kropsterapi på en briks. Når du slipper stenen, bliver du stående et øjeblik og sanser din krop og den nye lethed du føler. Kombiner denne kropslige lethed med en symbolsk frigivelse af din byrde. Dette er “den bærende sten” øvelsen.

Interviewer:

Tak. Har du sådan en?

Søren Christensen:

Ja, der er mange måder at skabe forbindelse til naturen på. En øvelse kunne være at finde et træ, som det der står derovre, som er helt vredet og formet af naturens kræfter. Prøv at forestille dig, hvis det var en person eller en anden organisme, hvor meget kraft og udholdenhed, der skal til for at bære de skævheder, som stammer helt nede fra rødderne og fortsætter op gennem stammen.

Tænk på, hvis det var muskler, der skulle holde det træ oppe, hvor stor en anstrengelse det ville være. Og alligevel står træet der. Det står stolt og er tro mod sig selv, på trods af dets uperfektheder. Tag dig tid til at se på det, betragt dets ufuldkommenheder, og begynd at rose det for at være netop det, det er. Rose det for sin styrke og sin historie. Det har stræbt efter lyset, er blevet forhindret, måttet sno sig rundt om hindringer og er blevet formet på en unik måde. På trods af det, har det værdighed og skønhed. Der gror mos på den nederste del, og der skyder en lille gren ud, som næsten er en ny begyndelse. Det får måske ikke meget lys, men det står der stadig.

Ved at gå ud og finde disse unikke former og anerkende dem for, hvad de er, begynder vi at opbygge en relation til dem og i forlængelse heraf til os selv. Vi begynder at kommunikere med dele af os selv, som vi normalt tager for givet eller forsøger at skubbe væk. Ved at tale højt til naturen og til os selv, anerkender og accepterer vi, at disse dele eksisterer.

Denne kommunikation er ikke til for at genere os, men for at skabe forbindelse. Når vi begynder at tale og lytte, accepterer vi mere fuldt ud, at det er en del af os, og vi begynder at forstå, hvad det virkelig betyder at være os. Så ved hjælp af træerne kan man øve sig på denne form for selvaccept og kommunikation.

Interviewer:

Så man kan starte med at tale med træerne, og så med sig selv.

Søren Christensen:

Så kan man måske begynde at få en relation til sig selv.

Rikke Toft Boesen:

Ja, det er netop hensigten, også når det kommer til terapi. Alt, hvad man oplever i naturen, spejler det, man selv bærer på. Når jeg leder nogen ud i naturen, benytter jeg mig af det, der i psykologien kaldes en fænomenologisk tilgang, hvilket betyder at fokusere på det, som personen reelt sanser og oplever, og tage udgangspunkt i det, de bringer til veje. Det siger meget om personen, hvad de lægger mærke til i naturen, hvad de vælger at røre ved eller samle op, og ofte er de ikke selv bevidste om det.

Som naturterapeut giver jeg så ekstra opmærksomhed til det og spørger: “Du samlede dette op. Hvorfor gjorde du det? Hvad så du i det?” Ved at nære handlingen og opmærksomheden omkring den, og ved at indbyde til indadskuet refleksion og mærkning af en oplevelse i naturen, opnår man en meget stærkere virkning end med ord alene. Det skaber bølger, som breder sig som ringe i vandet.

Interviewer:

Nu nævnte de tidligere det her med, at de planlægger en overbygning på Manovision i Norddanmark, der har med natur at gøre. Vil I ikke lige sige lidt mere om det?

Rikke Toft Boesen:

Jeg ser potentiale i at udvide Manuvision med en overbygning på vores internat i Sverige, som allerede er en del af andet år på grunduddannelsen. Her arbejder vi intensivt med den enkelte behandler, udforsker essensen af, hvad det vil sige at være en behandler, og identificerer eventuelle personlige barrierer. Naturen deroppe giver os enestående muligheder for at arbejde med disse elementer, for at fremme personlig og professionel vækst.

Søren Christensen:

Som en overbygning til en kropsterapeutisk uddannelse mener jeg, at det er meget meningsfuldt at dykke dybere ned i forbindelsen til naturen. For den enkelte behandler, der oplever naturen i Sverige, giver det en forsmag på naturens kraft. Man ser livet tændes i deres øjne gennem forløbet, fordi de anerkender noget dybt i sig selv. Jeg har altid ment, at det kræver mere tid for virkelig at lade disse oplevelser bundfælde sig. I bund og grund handler det om modningsprocessen.

I naturtraditioner, hvor man lever i tættere harmoni med naturen og er gensidigt afhængige af at forstå dens processer, bruger man naturens rytmer til at skabe ritualer omkring livsførelse. For eksempel har de indfødte amerikanere i forskellige traditioner en række ceremonier og symbolikker. Mange af disse følger en cirkulær proces. Indianerne bruger medicinhjulet, som symboliserer årstiderne, døgnet eller et helt menneskeliv, hvor livets forskellige faser er repræsenteret ved de fire himmelretninger, hver med sine kvaliteter. At undersøge dette og forstå, hvad det egentlig indebærer at blive voksen, kan være en værdifuld del af denne fordybelse.

Solen, som står op i øst, markerer begyndelsen på dagen, og man vågner op frisk og ny. Alt betragtes med åbne øjne, uudforsket og uberørt. Det er som at være et barn, der leger og eksperimenterer under solens opstigning. Efterhånden som dagen skrider frem, bliver man ung, begynder at gøre oprør, og stiller spørgsmålstegn ved tingene, indtil solen når vest, og det er tid til at blive voksen, præcis når lyset begynder at forsvinde. Hele vores barndom og ungdom handler om at passe ind – i familien, gruppen, samfundet.

Men at blive voksen handler om det stik modsatte: at blive sig selv. Det kræver, at man slipper trangen til at passe ind for at kunne finde sig selv. Det indebærer et dyk ned i mørket, ind i rummet, hvor viden er fraværende, hvor vi må åbne os, bruge vores sanser og lytte ind i mørket vi står overfor. At acceptere det skjulte, det uerkendte i os, giver os mulighed for at lade disse dele komme frem og fortælle os, hvem vi virkelig er i dybden, hvad vores sande potentiale er, og hvad vi er bestemt til i dette liv. At udforske dette spørgsmål kræver tid.

Interviewer:

Det kræver så også natur?

Søren Christensen:

Ja, netop fordi det er naturen, og den i sig selv er en støtte. Når man sidder derude og reflekterer over sig selv, mens man er omgivet af den, sker der noget stærkt. At sidde ude i en skov om natten, for eksempel, kan være en kraftfuld oplevelse. Man kan prøve at sidde ude en hel nat i en sovepose, holde sig vågen, lytte, kigge og mærke, hvad der foregår omkring én. Det meste af det, der sker, sker faktisk inde i ens eget hoved.

Efterhånden kan der opstå en sammenhæng mellem det indre og det ydre, og man begynder at opleve sig selv i et andet perspektiv. Årets gang, med dens forandringer, er ikke uden betydning. Vi skal acceptere, at ting forandrer sig konstant. Og hvis man er heldig, oplever man solopgangen på den anden side, og sidder tilbage med en følelse af visdom som en gammel, erfaren person.

Rikke Toft Boesen:

Dette vækker en bevidsthed om bevægelsesprincippet, som vi også anvender i behandling på briksen. Når vi skaber en forstyrrelse i kroppen, sætter det noget i bevægelse. Medicinhjulet symboliserer også denne form for bevægelse og cyklusser. At forstå dette princip kan være særligt nyttigt, når man føler sig fanget i sine egne følelser og tanker. Det handler i bund og grund om at have øje for bevægelsens natur, bølgens princip – hvordan noget rejser sig i os, står et øjeblik som en bølge, før den bryder og flader ud igen.

Søren Christensen:

Når vi taler om natur, taler vi faktisk om selve livet, ikke kun om træernes udseende, som blot er en af de mange former, naturen antager. Naturen omfatter alt det, der bevæger sig i os og omkring os. Det er det, der gør, at vi vågner hver morgen – et dagligt mirakel. At komme til bevidsthed, at opdage noget nyt, at have en intention om at udføre handlinger i vores liv, det er natur. Livets ubalancerede aspekter kan blive hæmmet eller tilbageholdt til det punkt, hvor de stagnerer. Det handler om at finde balance for sig selv. Men livet er livet – konstant og pulserende, og ofte giver det os lidt tid til blot at opleve.

Vi er så optagede af at skulle ‘gøre’ og nå noget, at vi sjældent tager os tid til bare at være – at lytte til regnen, der trommer på taget, og mærke, at vi eksisterer her og nu. Det er vigtigt at afsætte tid til simpelthen at opleve vores egen tilstedeværelse.

Interviewer:

Og her slutter Manuvisions podcast om natur og naturterapi.

Du kan lytte til flere podcasts på manovision.dk. Og her kan du også tilmelde dig vores nyhedsbrev, hvis du vil have flere input om krop og psyke.

Tak for det, du har lyttet med.

Tak for det.