Manuvision skal med håndboldherrerne til sommerens OL i Japan.

I denne podcast fortæller Kristoffer Glavind Kjær om arbejdet med at gøre spillerne klar til kamp.

Det er første gang, at en behandlingsform, som bygger på en helhedsorienteret tilgang til mennesket, er med på OL.

Her kan du læse hele podcasten:

Interviewer:

Velkommen til en Manuvision-podcast, som skal handle om sport og OL, fordi du, Kristoffer, jo er på vej til OL lige om lidt. Kan du ikke fortælle lidt om, hvad der skal ske?

Kristoffer Glavind Kjær:

Jo, jeg tænker umiddelbart, at det er hele Manuvision og den måde, vi arbejder på, der skal til OL. Men det er rigtigt, at det er mig, der skal afsted med håndboldlandsholdet denne gang.

Vi skal have lov at arbejde med mennesker på den måde, vi gør, og det er derfor, det er så fedt at sidde her i dag og glæde sig helt vildt til at tage afsted med håndboldholdet og være en del af det. Men også se det samlingspunkt, som OL er. Det er jo verdens bedste idrætsudøvere, som har trænet, nogle af dem hele deres liv, for at ramme formen lige op til OL. Og det der skærpede fokus, at mærke alle de kroppe, der er fuldstændig spitzenklar og klare til lige det, de har lavet hele deres liv. Det bliver vildt spændende, og det glæder jeg mig enormt meget til.

Det, vi faktisk gør, det er, at vi arbejder lidt mere holistisk i forhold til at se på mennesket. At det er både kroppen, der skal virke, men den skal også samarbejde med folks følelser og folks mentale fokus, deres hoveder. Og man skal prøve at få de tre ting til at gå samme retning, og der tror jeg, at vi er lidt mere holistiske end almindelig tilgang til træning, hvor man ligesom deler det op. Du har en psykolog til det ene, og du har en fysioterapeut til det andet, og måske også en læge, og måske også en coach til nogle ting omkring det der med træning, med sindet og fokus.

Vi derimod kommer ind og ud fra vores kropsbehandlinger, arbejder vi direkte med nervesystemet, og sørger for at optimere folk til at blive klar til den præstation, de nu står over for, eller det, de nu skal.

Interviewer:

Det er vel også ret unikt, at der er den her holistiske tilgang med på OL, eller hvordan?

Kristoffer Glavind Kjær:

Jo, det er første gang, som jeg ved. Jeg har ikke hørt om det før, og det er virkelig spændende, og jeg får også lidt præstationsangst i forhold til at tænke på, at hvad det i virkeligheden er. Det skal jeg ikke tænke for meget over, jeg skal bare gøre mit arbejde, fordi det har vi gjort i rigtig mange år på Manuvision, og vi har været afsted med cykelholdet, Bjarne Riis’ cykelhold, og arbejdet med Tour de France ryttere siden 1999, tror jeg.

Så det er ikke noget, vi lige pludselig er kommet til, og det har taget tid at nå hertil, hvor vi er i dag. Vi ret kompetente et eller andet sted, og det giver god mening at have denne måde at arbejde på, og have denne tilgang til mennesket. Og det er noget, der supplerer rigtig godt det, der allerede er derude. Så jeg har et fantastisk samarbejde, både med fysioterapeuten og den fineste sportslæge, som vi kan støve op i Danmark. Ham er vi så heldige at have på landsholdet, så det er ligesom noget, der arbejder sammen.

Samtidig får vi lov at komme rigtig tæt på spillerne og gøre det, vi kan, som netop er at arbejde med deres kroppe, deres åndedræt, men også bygge bro til deres nervesystem, hvordan de har det, hvilke ting de dealer med, som måske nogle gange står i vejen for dem. Ting som de måske ikke altid kan sige højt, men som man kan adressere, fordi man tager udgangspunkt i kroppen. Således at der under en helt almindelig samtale hvor de ligger på briksen, så kommer der en masse frem under disse samtaler, og en masse af det frygtbaserede kommer frem. Det er det, vi kan mærke.

Vi kan mærke, når spændingen er frygtbaseret, og det er der man skal ind og åbne op, så disse ting ikke går ind og låser deres åndedræt, eller deres bekymringer, som kommer ind og skaber den knude i maven, eller hvad det nu er. Men vi sikrer, at kroppen hele tiden er i en optimal tilstand, og kan fungere. De må gerne være spændte, men de må ikke være anspændte eller frygtsomme, når de træder ind til en stor præstation.

Så det er sådan nogle af de ting, vi hele tiden kan justere med og arbejde hen imod. Og det bygger alt sammen på vores arbejde med relationer. Vi skal kunne kende disse mennesker, vi skal kende deres bevægemønstre, men også hvad der gør dem stærke, deres drivkræfter. Og det er et fantastisk spændende arbejde. Jeg er så glad for at få lov at møde disse superprofessionelle mennesker, som er meget dedikerede til det, de laver. For de flestes vedkommende har de ikke lavet andet i deres liv.

Og samtidig mærke det fokus, men også kunne mærke, at man kan gøre en kæmpe forskel nogle gange, hvis man lige kommer ind eller flytter dem lidt inden i sig selv og ser tingene på en lidt anden måde, eller hvad det nu er, man arbejder med. Om det er spænding, der sidder i følelserne, eller i kroppen, eller i hovedet, det er jo alt sammen en eller anden form for blokering, vi skal åbne op for, således at de kan få plads igen og lade dem komme videre, fri af det, så de kan arbejde sig længere hen mod det de gerne vil.

Interviewer:

Nu nævnte du nervesystemet. Hvad er det, du konkret arbejder med? Du behandler både før og efter kampene, ikke?

Kristoffer Glavind Kjær:

Det vigtigste med nervesystemet er at have den rigtige balance mellem at være anspændt, men ikke overanspændt. Overanspændthed kan ofte medføre, at man lukker sig, og man kan ikke optimere sin krop, hvis man spænder for meget. Det lukker af for åndedrættet og for musklerne; vi syrer for hurtigt. Men vi må gerne have en tændingsgrad, vi må gerne have en spænding, og så skal det hele tiden være…, ikke for blød. Vi skal jo også tænde op, når vi skal ind og lave en enkeltstart, eller i kamp og spille håndbold.

Det, det handler om, er at slå ihjel. Der skal man simpelthen være så skarp, og man skal kunne udholde og tage en masse hug, og turde virkelig grave dybt ind i sig selv. Så der skal man optimere kroppen og gøre dem klar til det, men uden at de mister fokus, for det kan også ske. Det må ikke være en blodrus på banen, hvor de bare ryger helt over i deres kampnervesystem. Så der skal man hele tiden sørge for, at de stadig kan holde hovedet koldt, i hvert fald en del af dem, så de er i stand til at spille sammen.

Og det er jo det, der kendetegner legen. Når nervesystemet er optimalt, så har vi den der lidt mere legende tilgang til os selv, men også til den opgave, vi står overfor. Så det begynder at flyde på en anden måde, og det er meget tydeligt i håndbold, når de rammer dagen og når de kan spille sammen. Fordi disse mennesker kender hinanden fra nærmest ungdomsårene, så når de virkelig spiller sammen, så er det på et niveau, som er helt fantastisk. De nærmest ikke kigger på hinanden, men de kan alligevel sende en bold afsted 20 meter og ramme hinanden.

Så det med nervesystemet er hele tiden et spørgsmål om at afbalancere. Hvis der er for meget spænding, og tænde dem lidt op, hvis de mangler lidt, hvis de simpelthen er for… Det sker nok ikke til OL, fordi der er så meget pres på. Men det kan også ske, at man simpelthen har været overtrænet og kollapset i sig selv, eller man har spillet 1000 kampe, så det er svært at sætte sig op. Eller man er bare helt off, fordi der kan være en masse problemer på hjemmefronten, der fylder rigtigt meget. Så skal vi ind og tage den derfra og se, hvordan kan vi så få folk tilbage til der, hvor de glæder sig til næste kamp, at de også kan være en lille smule spændte, og har lyst til at vise deres ypperste.

Interviewer:

Så det her med at finde drivkraften. Hvordan gør du det fra en kropslig vinkel?

Kristoffer Glavind Kjær:

Altså, det handler jo i hvert fald om relationen, og når man arbejder med drivkræfter og folks følelser, for virkeligt at finde ud af, hvad det er, de slår over på, når de yder optimalt. Så er det til dels noget med at sidde og snakke med dem, tale sig ind til dem, mærke hvor der er en gnist inde i dem, og også at mærke, hvad er så kroppen, når vi går ud af de følelser, fordi det er noget af det arbejde, vi har i Manuvision. Det er at komme ind og afstemme folks følelser i virkeligheden. Ikke at vi kan gøre det, men vi kan i hvert fald lade en følelse komme op til overfladen, som har ligget lukket ned i deres krop, og det er der enormt meget frihed i.

Hvis vi har gået og følt os forkerte på et eller andet område i hele vores liv, eller lukket af fra vores vrede. Det er der heldigvis mange af dem, der får forløst ude på banen. Men det kunne være et tilfælde. Det kunne også være en sorg. Sorg er virkelig en hæftig ting at få åbnet op for, fordi det giver plads i hele brystkassen, og de ser sig selv når de skal ud at køre en enkeltstart. Så er det rigtig vigtigt, at de har deresoptimale åndedrætskapacitet.

Så det er sådan nogle ting, som vi går ind og kigger på: hvorfor kører folk? Vi spørger dem ind til, hvad det egentlig er, de glæder sig til ved det, men også at høre lidt om deres historie. Er det for anerkendelse, er det på grund af mindreværd, at man hele tiden føler, at man skal præstere for at være god nok, eller er det for glæden? Det kan være alle mulige ting, det kan også bare være en glæde ved at rase ud, eller at slå ihjel. Jeg har selv været kaproer, så jeg er helt med på den. Og når jeg ser dem i øjnene, så kan de mærke, at jeg ikke fordømmer dem, hvis de virkelig kan mærke den der glæde ved bare at smadre løs på en bane, eller hvad det nu er, fordi det er nogle gange det, der skal til.

Og når man så får levet glæden ud, så begynder man bag efter at finde ud af, hvad al den vrede skal bruges til. Så begynder vi at kigge os rundt omkring og se, der er jo mine medspillere, vi arbejder sammen, vi kæmper sammen i krig eller kamp, og så kan man kultivere den der vrede, eller den der energi, der ligger bag, som drivkraft. Så det handler ikke bare om mig, og om at forsvare mig selv, men rent faktisk om, at jeg kan give den til noget, at tilføje den til et hold, eller noget, som skaber noget mere, end bare den der katarsis, hvor jeg skal bare have udløst noget for min egen skyld.

Interviewer:

Men er den tit vredesbaseret, den der energi, den der præstationsenergi?

Kristoffer Glavind Kjær:

Ja, det er den, det synes jeg. Dels fordi den gør brug af alle de overfladiske store muskelgrupper, altså det der hvor vi skal bide, vi skal flå, vi skal rive, vi skal sparke, vi skal slå fra os. Så det giver god mening, at det er der vreden ligesom går hen, når den skal aktiveres. Og så er der også noget med, at vrede også er handling. At vredens positive aspekt, det er jo handling, og det kan vi enormt god lide.

Jeg har trænet rigtig meget kampsport, og der lærer man virkelig at kultivere den der evne, og det er enormt fedt at arbejde med den. De fleste håndboldspillere ved det instinktivt, men de har ikke så tit talt om den. Det er noget andet med cykelrytterne. De kultiverer den mere som en indebrændt vrede, fordi det er så dødhårdt at køre på cykel. Men der kan man også italesætte det, og faktisk gøre deres åndedræt mere frit, fordi det der sker, det er jo stadig mig, der skal styre min vrede. Det er mig, der har min vrede. Ellers ender vi i blodrus, og så kan jeg ikke tænke klart, jeg kan ikke disponere min energi ordentligt, og jeg kan slet ikke lytte til, hvad der sker omkring mig. På et hold er det jo alfa og omega, at man kan spille sammen. Så det handler hele tiden om, ligesom med nervesystemet, at man skal balancere følelserne, så de finder deres rette udladning. Og det kan man godt.

Nogle af de gamle drenge er skidegode til at vide, hvornår de skal tænde af i en kamp, fordi de er blevet så gode til at lytte til deres kroppe. Og jeg har især stor respekt for de cykelryttere, der virkelig kender sig selv. Der er nogle af dem, der siger, at langt inde i en cykeletape, vil de helst ikke have den dybe behandling, fordi de kan godt mærke, at den simpelthen fjerner deres tænding. Selvom behandlingen er så rar, og den giver så meget frihed og luft, kan de også mærke, at de har brug for det, der er sådan lidt indebrændt og vredt. Og det er superfedt at arbejde med. Så føler man virkelig, at man arbejder sammen med et andet menneske.

Interviewer:

Men der er jo forskel på at behandle en Tour de France-rytter og en håndboldspiller, som jo skal spille sammen med nogen, som du selv er inde på. Det er jo en holdsport. Der kan jeg forestille mig, at man også skal gå ind og arbejde med den del af nervesystemet, der er socialt. Hvor Tour de France-rytteren på en eller anden måde jo kører solo. Hvordan er forskellen så i behandlingen?

Kristoffer Glavind Kjær:

Altså det er rigtigt, men jeg vil sige, at det handler stadig om at balancere balancere deres nervesystem. Og i begge tilfælde er der noget forunderligt, der sker, når vores nervesystem faktisk er i det gode leje, hvor vi kan mobilisere os selv, gøre os selv klar til kamp og også kæmpe. Men uden at vores puls er helt oppe i det røde felt, som gør, at vi faktisk ikke kan præstere over længere tid.

Når vi kan holde lidt igen med os selv, med vores eget indre system, vores autonome system, så begynder nogle andre kapaciteter at træde kraftigt inde i os selv, som er de sociale kapaciteter. Fordi vi skal jage sammen, lytte til hinanden, vores hørelse skal kunne stille skarpt, og vores syn også, vores pupiller skal kunne ændre sig, når vi ser hinanden i øjnene, så vi er klar til en modstanders bevægelser og vores medspillers bevægelser. Og det har cykelrytteren også virkelig meget brug for, når de ligger et felt. Altså der sker 10.000 ting inde i det felt, og det er virkelig farligt faktisk, og man skal hele tiden korrigere fra alt muligt.

Så cykelrytteren har også brug for det, men det der er bare interessant for os i Manuvision, det er at sige, at når folk virkelig får det bedste ud af sig selv, så er det i det åbne fokus. Så en åbenhed i deres krop. Det skal bare glide som smør, altså ledene og åndedrættet, det hele skal være så optimalt og dejligt i flow, men der skal også være et fokus. Så de to ting skal et eller andet sted mødes, og fokuset kommer både fra hovedet og lidt fra en tilbageholdelse af mine følelser og også lidt af mig selv. Det er der, hvor følelser, krop og hoved møder hinanden. Så der er et eller andet i mig, som skal gå ind til en opgave og ligesom være afstemt på alle tre parametre. Det er svært at fortælle om, men man kan mærke det direkte i kroppen. Man er aldrig i tvivl.

Med erfaring begynder man at kunne mærke, hvornår en krop er der, og hvornår den ikke er der. Og jeg har selv haft en kæmpe fornøjelse og ære af at arbejde med cykelrytteren Peter Sagan, som vi knoklede med på Bjarne Riis’ hold. Han havde styrtet fire gange året inden han kom til os, og han havde et enormt stort potentiale, men han havde ligesom ikke forløst det, fordi han sad dårligt på cyklen. Så arbejdede vi en masse med at rette op på alle de styrt som han havde oplevet med sin krop, som også er en vigtig del. Det får man jo også på håndboldbanen. De tamper løs på hinanden inde på stregen.

Så der er også en masse ting, der handler om at udbedre skaderne. Det som virkeligt var spændende i forhold til Peter var, at han kom der, da vi startede i Tour de France … jeg tror, det var i… Jeg kan ikke huske det. Vi startede i Frankrig i Nomadiet. Da han kom til første behandling, sagde jeg til ham: “Peter, jeg kan mærke, du er der ikke. Har du jetlag eller et eller andet?” Han var meget formel, og så behandlede vi ham. Så fra en dag til en anden kunne jeg mærke, nu har han landet i sin krop.

Han er meget tydelig, fordi han er simpelthen sådan et fantastisk talent. Han er helt blød i kroppen, lige indtil han skal bruge sine muskler. Det er fordi, han har trænet rigtigt. Han har trænet en masse forskellige sportsgrene, og han er bare et naturtalent. Så gik han ud og vandt, og kørte sig selv i den gule trøje en af de første etaper. Der gik det bare op i en højere enhed, og der var det helt tydeligt, fordi han kom tilbage og sagde: “Kristoffer, do you think I have arrived?” Og så smilede han bare, fordi han vidste godt selv. Og han vidste, hvad det var, jeg havde prøvet at sige der. Han var der selv, han ved det så godt, men han har ikke noget sprog for det. Og det hjalp ham, men han skulle have lidt mere hoved, fordi han var så meget krop.

Så den der fornemmelse er, at man kan arbejde med folk på alle mulige forskellige parametre, afhængig af hvad vi har brug for. Men det handler om at have den samlede bevægelse inde i os selv. Det lyder meget holistisk, men det er fordi, det sted ligger bag mit sprog. Det er en fornemmelse af mig selv. En fornemmelse af være der og ramme dagen, som mange af de der mennesker gør. De har trænet op til OL i 20 år, hele deres liv. Og det er ikke småting, der er på spil.

Det er også det, jeg sidder her nu og jeg tør først tro på det, når vi sidder i flyveren, men det er vildt spændende at vide, at man skal være sammen med nogle mennesker, der bare har gjort så meget arbejde. Og har lidt så mange afsavn, for det har de også, og de har ikke set deres familie i lang tid. Og de har arbejdet hele deres liv frem på det her. Fornemmelsen af, at de er sammen.

Hvis vi bare rammer OL, så har jeg sgu vundet, fordi det er bare så kæmpestort at se og opleve de der mennesker. Jeg har hørt mange gode historier om, hvordan det er at sidde og spise sammen. Jeg ved ikke, hvordan det bliver under corona, men det har der altid været under OL. I OL-byen spiser man sammen på sådan nogle langborde, og så er der en restaurant for hvert eneste land, der er repræsenteret. Og så sidder folk der og får det mad, de gerne vil have. Og man sidder ved de der borde sammen med en kæmpe kuglestødder fra Ukraine. Det er måske lidt fordomsfuldt, men jeg undskylder til Ukraine. Der er så mange søde mennesker der. Men jeg kender bare nogle kuglestøddere derfra. Og de er helt vildt nørdede med det der kuglestød. Og så sidder der en japansk bueskytte ved siden af, som har en helt anden krop og en helt anden finesse, måske. Eller en eller anden basketballspiller, der er fire meter høj. Og så sidder man og ser på de der gemytter, de kroppe og den mentalitet, det ligesom har affødt, at lavet noget så seriøst i så lang tid. Og hvad det har krævet at komme dertil. Jeg glæder mig helt vildt til det møde med de der kroppe, og bare at se dem. Altså for en kropsnørd, så er det jo himlen.

Interviewer:

Nu kender du så også de her håndboldspillere efterhånden. Altså, I har jo allerede et godt samarbejde.

Kristoffer Glavind Kjær:

Altså, håndboldspilleren har jeg været sammen med i fire år, og vi har virkelig været igennem meget sammen. Og jeg har fået lov at vinde to VM’er med det hold, som bare er virkelig en kæmpe fornøjelse at være sammen med. Det er en ære at være sammen med dem, fordi de er jo simpelthen så professionelle. De har ikke lavet andet end at spille håndbold hele deres liv. Og samtidig er de de sødeste fyre på planeten. Det er virkelig foreningsdanmarks blomst. De er blevet hjulpet frem af kærlige hænder og bedstemødre og familier, der bare har stået bag dem. Og de er bare nogle gode gutter. Og det er virkelig en god holdånd, der er på det hold. Og de er virkelig nogle rare fyre. Lige indtil der bliver kastet en bold hen til dem, så bliver de til bæster, og så splitter de alt ad, alt andet omkring sig. Det er så fedt at se.

Jeg tænker tit på det. Det er ligesom at være til en landing mellem en lejrskole og en gladiatorkamp at være afsted med dem. Fordi de har en kæmpe, kæmpe vindermentalitet hele tiden. Og samtidig er de rigtig gode ved hinanden. Fordi de ved godt at det er et hold, og man skal opføre sig ordentligt. Og du kommer ikke på de niveau i håndbold, hvis du ikke er en god kammerat. Så det emmer det langt væk af. Der er en fantastisk dynamik og en meget fin måde, hvordan de ældre spillere tager imod de nye, og lærer dem op. På en god måde. Meget respektfuldt. Og så er de så søde overfor mig.

Jeg stod der med dem for fire år siden. Og det har de ikke prøvet før. At få sådan en som mig ind. Og jeg føler mig virkelig som en del af holdet. Og jeg er enormt værdsat. Og jeg holder utrolig meget af dem. Og så arbejder jeg sammen med en fysioterapeut og en læge. Vi har det bedste samarbejde. Vi er helt nørdede.

Interviewer:

Hvordan foregår det samarbejde?

Kristoffer Glavind Kjær:

Det foregår ved… det er jo Morten, som er den store kapacitet. Vores læge der, som selv har styret OL. Altså to gange før har han været den ansvarlige læge. Så han har set alle sportskader. Og i mange år har han været med til at køre Bispebjerg op til de førende steder i verden for sportsskader og behandling. Så han er virkelig en kapacitet. Så det er jo bare skønt at få lov at være ved siden af sådan et menneske, som kan stå og kigge på en scanner og give folk en virkelig god og saglig vejledning. Og vi har virkelig brugt meget tid på at samle alle mulige mærkelige skader op. Ude fra de diverse klubber. Ikke et ondt ord om det. Men det er lidt en tendens i tophåndbold, at man skal bare på banen og præstere. Fordi de passer ikke så meget på deres spillere, som vi i hvert fald gerne vil have de gjorde. Og der er Morten meget bevidst om det. Så det er fantastisk at få lov at arbejde sammen med dem.

Interviewer:

Hvad er det så din rolle er helt præcis?

Kristoffer Glavind Kjær:

Jamen altså, min rolle er jo… Det er mig, der rører ved dem, kan man sige. Det er jo mig, der har hands on. Det gør Anja også sindssygt dygtigt. Altså manuel behandling, men hendes fokus er meget omkring skader. Det er hun pissedygtig til og har mange, mange år været på GOG, Odense håndbold. Hun ved en masse specifikt omkring håndbold. Hvor jeg… det er lidt længe siden, jeg har spillet håndbold, men jeg ved en masse omkring kropspsyke og kroppe, i forhold til at bounce og i forhold til hvordan det spiller godt sammen med åndedrættet og muskler der skal aktiveres, osv. Så…

Altså ja, det har endt som et rigtig, rigtig fint samarbejde, hvor vi har dyb respekt for hinanden, og vi overlapper hinanden. Altså ikke Morten. Hans ord er lov. Han har virkelig det, der skal til for virkelig at kunne diagnostisere, og en kæmpe erfaring. Jeg kan tit mærke nogle af de ting, som han ser meget tidligt. Dem kan jeg få lov at mærke senere. Og det er jo vildt fedt for mig, at han kan sidde og se på en scanner, de ting jeg kan mærke med mine hænder. Og få det til en udveksling, og samtidig høre hans meget faglige forklaring på, hvad det er bedst at gøre i de her situationer. Så suger bare til mig.

Interviewer:

Hvordan bliver din hverdag så? Hvor mange behandlinger skal spillerne have? Er det hver dag?

Kristoffer Glavind Kjær:

Jeg har ingen anelse, men det har jo ofte noget at gøre med at få nervesystemet til at virke optimalt. Det er jo meget tit at jeg skal arbejde til sent om natten, fordi en spiller som Mikkel (Hansen) bruger så meget kamphormoner, når han er i kamp, fordi han er virkelig en kriger. Han kan slet ikke falde til ro, når han kommer tilbage fra kamp. Så hvis vi ikke får ham til at afspænde hans nervesystem, så falder han først i søvn kl. 7 næste morgen. Og der er det virkelig vigtigt, at man gør et eller andet for spillere eller sportsudøvere, så de kan restituere så hurtigt.

Det gjorde vi også med Tour de France. Der handlede det også om at få dem så hurtigt til at slå over på det andet nervesystem, som regenererer, så de kan blive klar til næste dag. Så det bliver en lang dag, og derefter skal man tidligt op. Det er også det fede ved OL. Morten fortalte, at han tror ikke at han sov i de tre 3 uger, da han var afsted første gang, i Beijing, var det vist. Så det er også det, der er fedt. Man kan virkelig mærke, at nu skal du selv yde dit optimale, fordi det er det, der sker til OL. Der skal man peake.

Interviewer:

Fedt, men rigtig god tur. Held og lykke.

Kristoffer Glavind Kjær:

Tusind tak. 7-9-13. Jeg tør først tro på det, når jeg sætter mig ind i flyvemaskinen og har alle gutterne omkring mig. Men det glæder jeg mig også til.