Sara Saxild

Chok og traume behandling – Manuvision kropsterapi

Manuvisions specialviden og erfaring i behandling af traumer fra forskningsprojektet skal ud at leve. Derfor har vi startet efteruddannelsen i chok/traume, hvor uddannede Manuvision terapeuter kan dygtiggøre sig i behandling af mennesker med lette til svære traumer – fra almindelig stress til diagnoser som PTSD.

Hvad siger eleverne?

I podcasten kan du høre elev på Chok/traume-uddannelsens første hold, Sara Saxild, fortælle om, hvordan man i praksis lærer at behandle et svækket eller ubalanceret nervesystem, og hvilke muligheder det åbner fagligt og personligt.

“Vi er så styret af nervesystemets automatreaktioner, og jeg synes, det er spændende at begynde at hjælpe mig selv og andre med at se de steder, hvor man bliver ved med at slå sig” – Sara Saxild

Her kan du læse hele podcasten:

Interviewer:

Hej og velkommen til en podcast om Manuvisions chok og traume uddannelse, som er en efteruddannelse for uddannede Manuvision-terapeuter. Uddannelsen bygger på den specialviden, som Manuvision har om nervesystemet og i behandlingen af traumer, bl.a. på baggrund af det forskningsprojekt, der har undersøgt virkningen af Manuvision-kropsterapi i behandlingen af krigsveteraner med PTSD.

En af de elever, der går på uddannelsens første hold, som startede i efteråret 2020, er Sara Saxil fra hold 13, og du sidder her hos mig, så vil du ikke lige starte med at fortælle, hvornår du blev færdig, og hvor længe du har været i gang som behandler?

Sara Saxild:

Jeg blev færdig med grunduddannelsen for tre år siden, og så har jeg behandlet på den måde, som man jo starter stille og roligt op med under uddannelsen, og så bygger på mere og mere, både med hvordan man behandler og hvor meget.

Interviewer:

Og hvad fik dig til at vælge at tage den her Chok Trauma-overbygning?

Sara Saxild:

Jeg synes jo, det er vildt spændende, den måde vi arbejder på. Jeg syntes helt klart, jeg manglede noget til dem, når jeg mødte nogle, hvor folk var meget traumatiserede. Så en del af det er selvfølgelig at få noget mere viden, og så synes jeg også, det er fedt at bygge ovenpå. Altså dygtiggøre mig inden for feltet. Og så oplever jeg, især nu, hvor jeg er startet på uddannelsen, at jeg ved lidt mere om det, så synes jeg, at jeg begynder at få en meget større forståelse for, at man behøver ikke at være meget traumatiseret eller PTSD-ramt, for at man kan bruge de her ting, vi lærer nu.

Det, vi er startet med at lære, handler jo rigtig meget om at lære om nervesystemet. Og den lære, ud over de helt tekniske ting, biologiske ting, fysiologiske ting, så er det det med at begynde at lære sit eget nervesystem at kende, som er det arbejde, vi har lavet indtil nu. Og det arbejde synes jeg er virkelig vigtigt. Og det er der, at jeg pludselig begynder jeg at kunne forstå nogle mønstre i mig selv, og se nogle mønstre hos andre, og se, hvordan de spiller sammen. Det kan jeg virkelig bruge til noget, ikke bare i behandling, men i hele forståelsen af, hvordan vi er sammen som mennesker, og hvad der skubber til os, og hvad det er, vi reagerer på. Så det kan jeg i hvert fald bruge, og jeg bruger det.

Og så hele tiden i oplevelsen af mig selv sammen med andre mennesker, der kommer det i spil. Bare at registrere, hvad der sker, når jeg kører ude i trafikken, og hvad det er, min krop gør, fordi jeg bliver meget mere opmærksom på de lyde, som måske kunne være farlige. Alt det, som kører, helt ubevidst. Jeg prøver at træne at blive lidt mere bevidst omkring det, og så lægge mærke til, hvordan det udtrykker sig i mig. Og så kan jeg se, at nogle af de udtryk også kommer i andre situationer, som måske ikke er farlige. Så hele det der med at begynde at kende mit eget forsvar mod verden.

Interviewer:

Hvordan lærer I de her ting?

Sara Saxild:

Vi arbejder meget med det, dels gennem at meditere, og ligesom på grunduddannelsen, italesætter vi også, hvor vigtigt det er at sidde og meditere, fordi der er der mulighed for at begynde at opdage nogle ting. Så vi arbejder med det i meditation, og så laver vi nogle forskellige øvelser med hinanden, hvor vi prøver at bringe os selv eller bringe den, vi arbejder sammen med, hen til et sted, hvor nervesystemet bliver alarmeret. Måske bare en lille smule, som kan være en lille smerte, at gå ind et sted, der gør ondt. Og så virkelig prøve at pille fra hinanden, hvad det er, der sker. Hvad er det, jeg ser, der sker i den person, hvis jeg påvirker noget smerte. Alle de små træk, der kommer til at være i kroppen. Hvordan ændrer vejrtrækningen sig? Hvad stopper? Hvad splatter ud i de der helt små, fine nuancer, som det er? Hvad prøver sådan at holde helt sammen på sig selv? Og så sammen med den, som ligger der på briksen, og som jo også er på uddannelsen, og også prøver at hjælpe med at finde ud af, hvad sker der inde i vedkommende.

Sådan for at lære, hvad det er den person gør. Altså, vi kigger jo egentlig på, hvordan nervesystemet forsvarer sig. Og det har vi lært igennem alle mulige påvirkninger, igennem vores opvækst, hvad der er farligt. Igennem det, kan vi jo begynde at se, hvad der er på spil hos den her person. Eller måske ikke hvad der er på spil, men hvornår noget begynder at blive ”farligt”. Det handler i hvert fald om at overleve og om, hvordan man skal overleve igennem sit liv. Og ikke bare overleve med at blive ved med at trække vejret, men også om at passe ind i den gruppe, man nu er i, af familie eller hvor man er.

Så på den måde har kroppen de udtryk, som vi så prøver at forfine i vores sansning. Og vi prøver ikke kun at forfine det ved at kunne se det, snakke om det og mærke det i behandling, men også ved at begynde at træne det der med at forstå vores eget system, hvordan vi påvirker hinanden, og begynde at opdage det. Og det er selvfølgelig igen den træning, vi laver med at sidde, hvor vi registrerer vores egen krop og hvordan jeg reagerer, og de der samarbejdsøvelser. Fordi at vi igennem vores eget nervesystem, kan mærke den anden, og det er jo det, som noget af forskningen går ud på, og som jeg ikke ved så meget om endnu. Men vi kender det i hvert fald alle sammen, så det er med at prøve at gøre os selv mere bevidste om det, og træne det mere og mere.

Interviewer:

Det, du refererer til, er det her med, at vores nervesystemer smitter, eller vi spejler hinanden, vi tolker hele tiden hinandens små signaler og sådan. Og det er jo det møde der, som er så vigtigt i behandlingen.

Sara Saxild:

Man bliver jo nødt til at kende sig selv rimelig godt, for ellers kan man meget hurtigt projicere sine egne ting, og det gør man sikkert også. Så det drejer sig om at lave det der optrevlingsarbejde, som jo er, tror jeg, et livslangt arbejde med sig selv. Og det er jo hele tiden vores nervesystem, der er i gang med at passe på os i alle vores sanser, f.eks. i den her situation med os to. Jeg sidder sådan lidt nervøs, og det er jeg ret sikker på, at du mærker, derfor gør du noget, som gør mig lidt tryggere, du smiler f.eks. Det er sådan går direkte hen og påvirker … okay, du vil ikke slå mig ned med den der. (Begge griner)

Altså det er helt vildt spændende sådan se på sig selv og andre i dette samspil. Og så kan jeg stå i en behandling og synes, at jeg virkelig ser nogle ting og forstår et eller andet, og så kan jeg cykle hjem og blive vildt irriteret over en anden trafikant. Jeg ved ikke … altså det er sådan, jeg kan heller ikke med min egen … altså jeg behøver også noget til hele tiden at tilgive mig selv for bare at have sådan nogle automatiske reaktioner.

Interviewer:

Taler I også om, hvad der har udløst jeres reaktioner, eller er det udelukkende at arbejde med det kropsligt, eller er der også noget samtale i, som man f.eks. gør inden for psykoterapi?

Sara Saxild:

Ja, altså selv uddannelsen synes jeg ikke ligger så meget op til, at vi laver det arbejde i gruppen. Det kunne man sagtens gøre. Men det er jo selvfølgelig et arbejde, vi skal lave med klienten, altså også gennem samtale. Det bliver helt sikkert rigtig vigtigt, det er vi ikke sådan rigtigt kommet i gang med endnu, men det er en vigtig del af det, selvfølgelig for at kunne åbne for nogle ting. Men også i vores arbejde som terapeuter, tror jeg, står vi selv lidt udenfor. Så det er der ikke alligevel lagt op til, at vi også skulle.

Men selvfølgelig bringer vi os selv ind, fordi det er læring for gruppen, så det er lidt mixet sammen alligevel. Vi bringer os selv ind, og vi bringer de oplevelser ind, vi har, og vi er virkelig alle sammen blevet meget påvirket af de der øvelser. Især har vi lavet sådan nogle øvelser, hvor vi skulle bringe hinanden ud i en form for aggression. Og det var der i hvert fald flere, der vendte tilbage med, at de havde virkelig ikke kunnet slippe det igen, og var gået rundt i flere dage og var aggressive og anspændte, så helt klart har den øvelse vækket noget gammelt, altså fået noget op til overfladen.

Vi skal arbejde med os selv, fordi vi er nødt til at kende vores eget system for at kunne stå med folk, som har et svækket nervesystem. Det ville man bare blive helt vildt påvirket af. Så for ikke selv at blive revet med, eller for at kunne stå godt sammen med det andet system der. Og så tænker man, at man bliver også nødt til at kunne lære at lave det arbejde selv. Altså man bliver nødt til at kunne bringe sig selv et godt sted hen, altså et roligt sted hen igen. Sådan at det ikke hænger i en, hvis man har arbejdet med en klient, der virkelig har været sådan helt i alarmberedskab.

Interviewer:

Hvor meget kræver uddannelsen? Altså både sådan praktisk og fagligt, men også, som jeg hører dig sige, så er der også meget personligt arbejde i det, ikke?

Sara Saxild:

Jo, det kræver det helt sikkert, og det er tydeligt nu, hvor vi er gået i gang med den, at man har noget erfaring med at behandle, og har stået med rimelig mange klienter. Det giver bare sådan en god sikkerhed, at man er sikker ved briksen. Fordi de fleste af os på grunduddannelsen, og senere nu her på den her uddannelse møder igen den der nervøsitet ved at stå ved briksen og blive kigget på. Så jo mere erfaring man har, og det er tydeligt på det her hold, at dem, der har behandlet i mange år, de står bare roligt der, og lige så snart man ikke er så usikker omkring selve den situation, så er det selvfølgelig meget nemmere at arbejde med øvelserne. Så det, synes jeg, er virkelig vigtigt at forstå.

Interviewer:

Der er jo også folk, der måske kun har et eller to års erfaring, som også får noget ud af det.

Sara Saxild:

Ja, man kan sagtens få noget ud af det. Jeg tænker bare, at man kan også på det et til to års have opnået meget erfaring. Så det rart at have med, at man har behandlet en del, og synes, man står godt ved briksen. Altså, at man har lagt nogle timer der.

Så er der lidt mere arbejde med at sidde, selvfølgelig, og at undersøge de her ting. Der er også noget mere læsestof, i forhold til grunduddannelsen, så der er rent faktisk læsestof her. Det er også lidt svært læsestof, hvis man ikke er så vant til det. Det er det i hvert fald for mig. At læse på engelsk, og sådan noget lidt mere teknisk engelsk også. Så det kræver også, at man selvfølgelig har lyst til det. Og så i det hele taget har lyst til at prøve at begynde at arbejde med det her, og få den type klienter, som måske er mere sårbare, og have tid til det.

Interviewer:

Hvad er din plan med uddannelsen? Er der nogle særlige grupper af klienter, som du godt kunne tænke dig at henvende dig til specifikt, eller er det for at forbedre det, du kan i forhold til de klienter, du allerede får ind?

Sara Saxild:

Ja, min motivation har primært været det sidste, at egentlig bare have et meget bredere spektrum af viden, altså bare vide meget mere. Men jeg tænker jo med det her, at jeg rent faktisk også kan åbne op for at behandle nogle andre segmenter, uden helt at vide hvordan. Men hvis nu det blev godkendt også ind i et eller andet system, kunne det måske være spændende at komme ind og arbejde med meget sårbare mennesker, som måske ikke selv ville opsøge kropsterapi.

Interviewer:

Lige præcist det jo noget af det, vi også arbejder hen imod. I kraft af den forskning, der er i Manuvision Kropsterapi, så vil der jo nok åbne sig nogle muligheder i forhold til at bruge det inden for det etablerede sundhedssystem. Så det var også noget, du ville synes var interessant.

Sara Saxild:

Jeg synes jo kun lige, vi har sådan aet lidt. Vi har ikke rigtig sådan gravet hænderne helt ned i det endnu. Og der er jo stadig sådan to tredjedele tilbage af uddannelsen. Så jeg ved ikke helt, hvor jeg kommer til at stå bagefter. Men jeg ser jo allerede nu, at jeg ser på en anden måde. Og der er nogle sammenhænge, som jeg undersøger nu, med den lille viden, jeg har om nervesystemet. Og jeg ser jo, hvordan det spiller ind i forhold til alt det, vi også går og behandler. Jeg kan faktisk ikke sige nu, om jeg har lyst til at gå all in kun den vej. Det lader jeg faktisk stå åbent. Men jeg har ikke været det, der sådan har trukket mig derhen. Det er jo virkelig det der med egentlig at vide mere. Og jeg kan se, hvordan det spejler sig ind i de klienter, jeg allerede har nu, som ikke er PTSD-ramte.

Interviewer:

Målet med uddannelsen er jo nemlig også at blive en dygtigere behandler. Og netop fordi vi jo møder folk, der bliver så påvirket af den stresskultur, vi lever i. Så noget af det, som Angela og Mette snakker om, er jo også, at vi næsten alle sammen lever med et lidt forhøjet alarmberedskab. Og at traumer jo også … det lyder så voldsomt, men alle har jo i en eller anden omfang traumer.

Sara Saxild:

Jeg synes i hvert fald, det er helt vildt interessant det der med at lære, hvordan det her system virker. Altså på en måde … det også gør for mig … at lære om nervesystemet, og at vi tager noget egenansvar. I forhold til, at vi simpelthen bliver formet af de oplevelser, vi har, og det er ikke noget, vi kan gøre noget ved. Vi kan måske opdage det. Og måske kan man så arbejde med det, men et eller andet sted er vi simpelthen så styret af de her automatiske reaktioner. Så mange af de måder, vi handler uhensigtsmæssigt selv, er ikke fordi vi bevidst hele tiden går ind i væggen, i stedet for at gå udenom eller gå ind i døren eller hvad det er, men jeg synes det er så spændende at begynde at hjælpe mig selv og andre med og se de der steder, hvor man bliver ved med at slå sig.

Vi har jo alle mulige små traumer. Jeg ser et traume lidt som at der er et eller andet, der er blevet skadet et sted, eller vi er blevet bremset et sted i vores udvikling, så hver gang vi møder den her udfordring, så går man tilbage til den måde at reagere på, som man oplevede det. Og den dag, hvor man opdager, at jeg bliver ved med at gøre det her, så opstår jo muligheden for at se på det. Og måske er der kun muligheden for at se på det, men der er faktisk ikke mulighed for at gøre noget andet, fordi jo stærkere den der reaktion har været eller er, jo sværere er det at lave om på det, fordi du skal ind og arbejde med et system, der reagerer før din tanke, og der skal du ind med en tanke.

Det virker umuligt, men jeg synes allerede det der med at begynde at se, at vi faktisk på mange måder ikke rigtig kan gøre for det, letter et eller andet eller lægger sådan noget tilgivende ned over det. Og det, synes jeg, hjælper mig helt vildt meget i forhold til også, hvordan jeg kan arbejde med klienter og de steder, hvor de støder imod noget, og den der hårdhed, man kan have med sig selv over, hvorfor bliver man ved med at gøre den samme dumme fejl.

Og så er det spændende ved nervesystemet, at det foregår inde i kroppen, sådan helt mærkbar også. Det bliver meget håndgribeligt på en eller anden måde, utrolig materielt. Der er væv, der reagerer.

Interviewer:

Altså du kan simpelthen mærke nervesystemet?

Sara Saxild:

Ja, jeg kan jo mærke, hvad der trækker sig sammen, ved at den opmærksomhed, som vi lige snakkede om. Det drejer sig om at begynde at træne den opmærksomhed i sidningen med de øvelser, der vi laver, og det er dejligt håndgribeligt, synes jeg. Og det lærer vi jo også på grunduddannelsen. Det er bare sådan en dybere forståelse af det. Samtidig med at jeg står og synes, jeg ved de her ting og ser det, og så står jeg stadig så råt, at jeg ikke helt kan oversætte det ind i, hvad jeg helt præcist skal gøre. Men det tænker jeg jo kommer på andet og tredje modul.

Interviewer:

Hvordan oplever du holdet?

Sara Saxild:

Altså, i modsætning til grunduddannelsen, så er der sådan en… Altså helt klart, man kan mærke det der med, at alle har… Altså vi taler allerede samme sprog, på en eller anden måde. Vi har meget af de samme referencer, hvor jeg synes, at på grunduddannelsen bruger man meget tid på at prøve at forstå det hele. Hvad snakker vi om, når vi siger det ord? Der er sådan en ensretning, der allerede er sket, på en eller anden måde, nu. Plus at der ikke er så meget med, at man står og … vil jeg det her eller vil jeg det ikke?

På den måde er der en anden dedikation og lidt mere professionalisme. Altså det føles utroligt trygt, fordi vi alle sammen… Altså på den måde er det en god gruppe, ikke? På den måde kommer vi alle sammen med den samme forventning og den samme uddannelse fra Manuvision. Så når vi er der, kan vi hurtigt skabe et ret trygt rum. Det er virkelig mit indtryk. Et sted, hvor vi kan dele, ikke? Det er jo også særligt, at vi kun har Angela og Mette som undervisere, og at de begge to er der alle gangene. Og de er virkelig med til at undersøge det. Og det er selvfølgelig også det første hold nu. Men det giver sådan en ret levende måde at undervise på.

Interviewer:

Tusind tak Sara fordi du lige ville dele, hvordan det er at gå på Chok og Traume-uddannelsens første hold.

Sara Saxild:

Selv tak.

Interviewer:

Du kan læse mere om efteruddannelsen i Chock/Traume på Manuvisions hjemmeside. Og her kan du også se dato for næste infomøde og hvornår næste hold starter op.

Tak fordi du lyttede med.