Følelser er ikke nemme at håndtere

Manuvision partner Søren Christensen taler med to uddannede Manuvision terapeuter om sammenhængen mellem krop, tanker og følelser.

Han forklarer bl.a., hvad der sker i kroppen, når vi forsøger at undertrykke vores følelser. Og hvordan vi kan lære at slippe dem med åndedrættet.

Manuvision kropsterapi skaber kontakt til krop og følelser

I Manuvision kropsterapi arbejdes der på at skabe kontakt til følelserne. Depression er et resultat af, at vi undertrykker følelsesmæssige reaktioner. Det kan være følelser, som er affødt af svære omstændigheder, gamle traumer eller stress, og som vi har så svært ved at rumme, at vi afskærer kontakten til dem.

Tilbageholdte følelser sætter sig typisk som spændinger i kroppen eller – som ofte tilfældet ved depression – som fravær af spændinger. Dette fravær af spændinger medfører en mangel på energi og vitalitet i muskler og led.

I en Manuvision behandling af depression genopretter vi nervesystemet og frisætter vejrtrækningen. Åndedrættet er tæt forbundet med, hvordan vi ventilerer og udtrykker vores følelser, så når der kommer bevægelse i åndedrættet, får vi også skabt kontakt til undertrykte følelser. På den måde bliver det muligt at mærke sig selv igen – og dermed også få forbindelse til den energi og de positive følelser, der ligger bag ved den depressive tilstand.

Her kan du læse hele podcasten:

Søren Christensen:

Følelserne er jo sådan set bare en ventil til at få lettet trykket indvendigt. Det er derfor, vi har følelser. Det er for at få taget det der tryk indvendigt. Sådan at vi kan få udløst de der opbygninger af spænding, der sætter sig derinde.

Interviewer 1:

Hej og velkommen til en podcastserie om krop og følelser. Jeg hedder Ida Meisling.

Interviewer 2:

Og jeg hedder Anna-Karen Rasmussen. Vi arbejder som kropsterapeuter ved Manovision. Derfor er vi interesseret i feltet mellem krop og følelser. I det her afsnit skal vi tale om følelser som en form for spænding. Altså, ud fra det her kropslige blik på følelser, så er kroniske spændinger og ubalance i kroppen noget, der hænger sammen med vores følelsesliv. Man kan sige, at vi får ondt i kroppen, fordi vi holder fast i følelser eller prøver at undertrykke dem.

Interviewer 1:

Til at snakke om det her har vi inviteret Søren Christensen, som er underviser og partner i Manovision. Og han har også arbejdet som kropsterapeut i over 20 år. Vi inviterede Søren ud i mit kolonihavehus i Valby til en middag og en kop kaffe. Det blev til en seks timer lang samtale, som vi vil prøve at føre igennem her. Vi startede med at spørge ham, hvad følelser er.

Søren Christensen:

Hvis man spørger folk generelt, hvad en følelse er, så er der ikke mange, der har et svar på det i virkeligheden. Som sådan en ting, man bare kan… Nå ja, men det er jo… Eller også kommer der mindst 10 forskellige svar. Men det er svært at finde sådan en… Vi har ikke sådan en relation til det rigtigt. Andet end det er noget mystisk noget, som på en eller anden måde kommer ind, og som vi både skal beskytte og værne om på en eller anden måde.

Jeg tror, rigtig mange identificerer sig med følelser og tænker, at det er noget meget personligt. Og der er mit billede i hvert fald, at det er meget mere en mekanik. I hvert fald en stor del af det område, som vi kalder følelser, er meget mere en mekanik på linje med alt muligt andet mekanik, vi har i os. Det er noget, der bare fungerer som sådan noget behaviorisme. Ja, sådan noget autonome adfærd. Som jo er en del af vores immunforsvar i virkeligheden. Vores overlevelsesmekanisme osv.

Men der er jo mange lag af det. Det er jo meget komplekst også. Så det basale, som vi har snakket om på den uddannelse, I har gået på, det er jo det der meget basale emotionelle følelsesområde, som er det mest mekaniske i os. Man kan sige, det er det laveste niveau af følelser, som er det, vi har i vores instinktive center. Som vi bruger til at i virkeligheden helt mekanisk overleve med. Som er det, der laver de der sociale ting, uden at vi egentlig behøver tænke over det. Så retter vi os ind i forhold til, hvad det andre mennesker sender ud, og hvad vi mærker inde i os selv. Og det er sådan noget meget konkret fysisk, som vi ikke kender, men som vi reagerer på.

Så de fleste ved ikke, hvordan en følelse ser ud, men man reagerer på den. Man ved godt, hvordan man skal reagere på den, fordi det har vi lært rent socialt eller rent kulturelt. Men i mit billede, har vi som mennesker basalt blevet givet de her tre værktøjskasser. At vi har fået et mentalt apparat, vi har fået et følelsesmæssigt apparat, og vi har fået et kropsligt apparat.

Man kan spørge sig selv, hvad der udgør mig som person, men det er i hvert fald ikke min krop. Det er heller ikke min følelse, og det er heller ikke mit hoved. Så det er et eller andet, der binder de der tre dele sammen. Alle tre dele er på en eller anden måde værktøjer, jeg har fået til at kunne benytte mig af, for at kunne eksistere i livet. Og min følelse er jo meget ofte optaget af, hvad der er sket, altså den der fornemmelse af, at der er et eller andet, der er bundet fast på fortiden. Det bliver ved med at repetere noget, der er sket, nogle mønstre, som er foregået. Og mit hoved er som regel i gang med at bekymre sig om noget, der kommer. Og det eneste, der er til stede, som jeg kan være 100% sikker på, det er altid kroppen.

Kroppen har ikke noget projekt med mig eller vil noget med mig, den vil bare prøve at gøre opmærksom på, at den er der. Og det er derfor, den brokker sig, hver gang jeg ikke er sammen med den. Kroppen er ligesom børn, og hvis ikke man ser den, så brokker de sig. Så lægger de sig ned på ryggen i supermarkedet og skriger, og det gør kroppen også. Den starter stille og roligt med at prikke ind på skulderen og sådan noget. Men til sidst så skriger den, og så kan man ikke gøre andet end at tage sig af den. Og så bliver man ligesom lammet i sit liv, fordi man er nødt til det. Den præsenterer sit behov hele tiden. Så man kan lige så godt lytte til den først som sidst, fordi den skal nok få sin vilje.

Men følelsen er jo altid en fornemmelse af, at i det øjeblik følelsen kommer ud, så har jeg mistet kontrollen over mig selv. Derfor er vores fremmeste impuls at, hver gang der opstår et eller andet, så er det første vi gør at forsøge at holde følelsen tilbage. Altså, vi kan prøve at lade mærke til det. I alt, hvad vi foretager os.

Og følelsen er jo åndedrættet. Vores følelse bliver udtrykt gennem åndedrættet. Så det, vi gør med os selv, når vi forsøger at få kontrol over os selv, er at vi holder vores åndedræt tilbage. Og det har nogle altoverskyggende konsekvenser fordi det er der, hvor vi ligesom ryger ind i den der angsttilstand, hvor vores nervesystem ryger ud af toppen eller bunden, eller hvordan man nu vil se på det, fordi vi ikke får udløb for den impuls, som allerede er opstået inden i os.

Så når impulsen opstår, er den egentlig altid på vej ud. Og fordi vi holder den tilbage, stiger trykket indvendigt. Og så eksploderer vi på et eller andet tidspunkt, eller går i stykker. Og det er jo basalt set det sygdom er. Altså sygdom er den der undertrykte fornemmelse af, at vi holder noget tilbage. Så vi er jo skabt til på en eller anden måde at være i cirkulation hele tiden. Og organicitet er, at der er bevægelse.

Det, vi gør hele tiden, er at vi forsøger at holde det stille, fordi vores kultur er funderet på, at det er et mentalt billede. Det er noget, der kommer fra vores hoveder. Hovedet bliver ligesom sat over det hele. Og hovedet er den langsomste del af os, og den mest træge del. Og den laver hele tiden billeder. Den fungerer hele tiden på forestillingen. Så den kan ikke følge med i livet. Den er nødt til at få ting til at stå stille, før den kan opfatte det. Hjernen kan ikke opfatte ting i bevægelse.

Det kan vores følelser sagtens, og vores krop, den elsker det. Men hovedet kan ikke opfatte ting, der er i bevægelse. Derfor er den nødt til at have alting til at stå stille. Derfor opererer den med stillestående billeder. Den kan godt skifte hurtigt imellem dem, men det er stadig billeder. Og sådan er der jo ingenting, der er i virkeligheden.

Så det der med, at alting bliver stoppet op, bremset, sat fast, låst og puttet ind på hylder, gør, at vores liv bliver på den måde. Det bliver holdt tilbage. Og så bliver vi sådan nogle omvandlende krudtønner, som har brug for at få taget trykket hele tiden. Og fordi vi har svært ved at få taget trykket, fordi det gør os til særlinge, så går vi og dulmer det hele tiden. For ligesom at glemme, at vi har det på den måde, vi har det.

Interviewere:

Der er jo virkelig meget information der. Og det første, der slår mig, er, at han starter med at sige, at han ser følelserne som noget meget mekanisk. Så det er jo mere eller mindre ude af kontrol, på en eller anden måde. Og hvad var det, han sluttede med at sige her? At vi dulmer. At vi har en hel kultur, hvor vi skal gå og holde på os selv, fordi det er jo det første, man ser på briksen, når man møder en klient. Hvor ligger det tilbageholdte? Fordi der er altid noget tilbageholdt. Ja, og det er det her tilbageholdte, som skaber de kroniske spændinger. Og det handler i virkeligheden om kontrol. Så vi spurgte også Søren, hvad der sker, når vi prøver at kontrollere vores følelser.

Søren Christensen:

I virkeligheden er det sjovt, at hver gang vi forsøger at få kontrol over os selv på den ene eller anden måde, så sætter vi i virkeligheden en angstreaktion i gang i kroppen. Fordi angst er baseret på, at vores åndedræt ryger op i brystkassen. Hver gang vi er angst, ryger vores åndedræt op i brystkassen. Og hver gang vi forsøger at få kontrol over os selv, ryger vores åndedræt op i brystkassen. Det vil sige, at vi fortæller os selv, at der er et eller andet at være urolige over i den situation, vi står i. Uden at vi egentlig tænker over det. Det er ikke fordi, vi har opdaget noget eller et eller andet. Vi forsøger bare at få kontrol over os selv som en instinktiv reaktion. Og så flytter vi vores åndedræt op i brystet. Og så sætter det i gang i alt det der. Der kan være billeder på, eller der kan ikke være billeder på.

Så man kan opdage det bagefter, eller det kan sætte gang i en hel reaktion. Ofte når folk har haft et stort angstanfald, for eksempel, fordi de har været ude for et eller andet, så er det ikke tingene i sig selv, de er bange for bagefter. Det er symptomet. Det vil sige, at når de begynder at mærke fornemmelsen af det, så tænker de, at nu starter det igen. Og det bliver man bange for at mærke. Og det gør det meget vanskeligt at have med at gøre. Fordi man har svært ved at se, hvad det egentlig aldrig foregår. Og man har svært ved at bevæge sig væk fra det. Fordi man prøver at holde sig væk fra det hele tiden.

Den eneste vej væk fra det er jo at begynde stille og roligt at træde ud og se, at det faktisk ikke sker. Og at man kan gå igennem det. Og man ikke dør, når det kommer. At det er noget, der passerer forbi. Jeg plejer altid at bruge det der billede af at ligge og kigge på skyer. At de der fornemmelser er ligesom de der skybilleder, der passerer forbi. Så hvis man nu tog alle de der skybilleder meget personligt, så ville man have det på samme måde, som man har det med angst. Fordi hver gang, der passerer en eller anden fornemmelse igennem, så bliver den ligesom holdt op imod det der billede.

Så hvis man kunne lade være at tage de der fornemmelser personligt, så ville man kunne se på dem ligesom de der skybilleder der passerer henover himlen. Og det er lidt det samme. Det er jo fordi, vi tager alt det der personligt, det der foregår indeni. Vi tror, det har noget med os at gøre. Og hvis man kan begynde at se på, at det har intet med os at gøre. Det er totalt tilfældigt. Det er bare sådan noget hvid røg, der passerer igennem.

Interviewere:

Hvad er det?

Søren Christensen:

Det er jo associationer. Det er jo bare maskinen, der arbejder. Der er ikke nogen intention i det. Det er tilfældige billeder. Det er ligesom at ligge og drømme om natten. At der kommer alle de der ting igennem, som man behandler i forhold til, hvad man har været igennem. Det er nøjagtigt den samme bevægelse der fortsætter om dagen.

Så hvis man ligesom kan lave en form for adskillelse til det og se, at det her ikke har noget med mig at gøre. Det er bare noget, der prøver at lufte ud. Jeg skal bare åbne vinduet, og så forsvinder det ud. Men jeg holder vinduet lukket, og så bliver det ved med at køre i cirkulation derinde. Det er den ting i bilen, hvor luften kommer ind. Eller også gør den sådan her inde i bilen. Så hver gang det lugter udenfor, gør man det der. Så lukker man til det, så kører det rundt, og så bliver det recirkuleret inde i bilen. Men man er nødt til at åbne den der op, så der kommer frisk luft igennem.

Interviewere:

Så det handler om at finde ud af, hvordan man gør det. Hvordan gør man det faktisk?

Søren Christensen:

Ja, for mig er det virkelig den fornemmelse af, at hvis ikke jeg på en eller anden måde kan finde noget, der er fast. Noget, som jeg kan stole på, og som jeg kan læne mig op ad, som jo altid er noget kropsligt. Så det er i virkeligheden et spørgsmål om at finde fornemmelsen af at komme til stede. Altså, i det øjeblik jeg kommer til stede, og kan holde mig til stede, ved at forbinde mig til noget kropsligt, så holder det andet op med at have betydning.

Det er meget sådan, jeg arbejder med folk i forhold til angst. Jeg havde en, som virkelig… Hun var sådan en, som ikke kunne gå ud af sit hus. Og i løbet af tre måneders behandling, så stod hun i et supermarked med sin vogn, og kunne mærke, at der kom et angstanfald. Så stod hun stille, trak vejret, mærkede sine fødder, og bare stod og holdt fast i vognen, og så var det helt… og passerede igennem, ligesom et godstog, der kom igennem. Og så forsvandt det ud på den anden side, så stod hun lidt, trak vejret, og så gik hun videre med sin indkøbsvogn.

Så hvis man ikke identificerer sig med den bevægelse, og man forstår at det bare er et øjeblik. Det skal bare lige have lov til at passere. Der er ikke noget, der er blivende på noget tidspunkt. Det er altid noget, der bare passerer. Og sådan er det med følelser, de er flygtige.

Jeg tror også, jeg har snakket om det med, at forskellen, der er på psykiske tilstande og følelser, er meget markant. Altså, at en psykisk tilstand er sådan noget som depression, for eksempel. Som jo prøver… Altså, man er ked af det. Og det kan man være resten af sit liv i tilstanden af depression. Fordi det ikke er en følelse. Det er noget, man forestiller sig. Det betyder ikke, at det ikke er reelt, eller at man har det sådan, men det er noget, der foregår oppe i hovedet. Det er ikke noget, der foregår nede i følelserne. Fordi hvis det foregik nede i følelserne, så ville det have et liv. Det ville sige, at det ville have en begyndelse, og det ville have en slutning. Det har alle følelser. De har et liv, som er afgrænset. Så hvis man griner, så kan man ikke grine mere end højst fem minutter. Jeg havde en i dag, som lå og skreg og grinede på briksen. Og så holdt det op, fordi han fik krampe i maven simpelthen. Altså, efter tre-fire minutter. Så kunne han ikke grine mere, fordi maven krampede sammen, og så var det ligesom overstået.

Så følelser har et liv. Men en psykisk tilstand, som er den fornemmelse, at man hele tiden husker, at man er ked af det. Man mærker den energi, der forsvinder ud af en hele tiden. Fordi det er noget, der foregår oppe i hovedet i virkeligheden.

Interviewer 1:

Altså, det synes jeg er nogle meget vigtige pointer, de her. Fordi jeg tror, vi glemmer lidt at se sådan på vores følelsesliv. Altså, han siger det jo meget klart, at det starter et sted, og det slutter et sted. Men når vi er i dem, så tror vi, at vi bliver så fanget af dem, at vi tror, at det varer resten af livet sådan her.

Interviewer 2:

Ja, så vores problem er, at vi tager følelser personligt og holder fast i dem.

Interviewer 1:

Ja, man kan sige, at hvis vi er meget styret af vores følelser, så kaster de os jo hele tiden rundt. Altså, så er vi jo virkelig fanget.

Søren Christensen:

Jeg tror også, at det er vigtigt at se det der med, at det virkelig er utrolig sjældent, at vi oplever de der helt rene følelser. Altså, hvis jeg skal være helt ærlig, så tror jeg kun, at jeg har oplevet at have sådan en helt ren latter en enkelt gang i mit liv. Altså, hvor det virkelig var sådan en fornemmelse af, at det var ikke blandet op med noget. Altså, der var ikke noget andet, der var inden over, som blandede sig i det. Der var ikke nogen… Altså, hvis latter er helt fri, så er der ikke nogen spændinger i det. Den er helt åben. Men det har vi jo svært ved at realisere. Altså, vi er altid i en eller anden form for spænding.

Så fornemmelsen er, at når følelser passerer igennem, så oplever vi dem altid blandet. Oplever dem altid med et lille krydderi af det ene, det andet, eller det tredje, spredt ud over det. Så jeg tror ikke, at følelserne får den funktion, som de egentlig har. Fordi vi aldrig rigtigt lader dem gøre det, de skal. Altså, når vi griner, græder, eller skal være erotiske for den sags skyld, så gør vi det i den spændingstilstand, vores krop har. Vi kan ikke lige pludselig bare give slip på det.

Det er jo det, vi arbejder med, med vores klienter. Altså, så kunne man jo bare sige til folk, prøv lige at slappe af. Men det har vi jo ingen kontrol over. Altså, vi kan ikke selv styre vores muskulatur. Så vi har det spændingsmønster, som vi har, som jo i hvert fald er følelser, der har sat sig fast i systemet. Så når man griner, så går udåndingen ud i sådan en staccatobevægelse. Så man siger ….. (laver lyd af udånding). Så udåndingen er ligesom sådan en trappe, man går ned af. Og når man græder, så går den ind i sådan en staccatobevægelse … (laver lyd af indånding). Og så slipper den… (laver lyd af udånding). Og så kan man komme ind i sådan en mærkelig blandet tilstand, hvor man siger … (laver lyd af ind- og udånding).

Interviewer 1:

Er det hulk eller hvad?

Søren Christensen:

Det tror jeg, at man kalder et hulk, hvor det blander sig sammen. Fordi følelserne er ligeglade. Følelserne er jo sådan set bare en ventil, til at få lettet trykket indvendigt. Det er derfor, vi har følelser. Det er for at få taget det der tryk indvendigt, så vi kan få udløst de der opbygninger af spænding, der sætter sig derinde.

Så den er ligeglad, om du er sur, ked af det, eller griner, eller bliver seksuelt opstemt. Der er mange der går i seng med hinanden, når de har konflikter, for at få det udløst, ud af verden. Det er det samme. Man begynder at trække vejret sammen.

Vi har utrolig svært ved at se på følelser uden at give dem værdi. Så vi vægter følelser, og der er noget, der er godt, og noget, der er skidt, og noget, vi ikke bryder os om, og noget, der er lidt farligt osv. Men hvis man kan se på det som en bevægelse, så er der en nytteværdi i hver enkelt følelse. Grinet er en meget social ting. Det er noget, der bringer os sammen, kan man sige. Den fornemmelse af samhørighed, når man sidder og griner sammen, er en nødvendighed. Gråden er noget, der ligesom åbner noget. Det er noget, der på en eller anden måde laver en empatisk bevægelse. Det vil sige, at hvis jeg sad og brød sammen her, så ville I få en følelse af omsorg med det samme. Så det er et eller andet, der kalder på noget i andre.

Nu er det meget firkantet, det vi snakker om. Det har alle mulige nuancer i sig, selvfølgelig. Følelser eksisterer kun i forhold til, at de skifter. Det er faktisk skiftet, der er det vigtige. Det, at noget går fra en tilstand til en anden. Prøv at se på børn, som endnu ikke har nogen værdi sat på følelser. De går lige fra det ene til det andet, uden noget som helst imellem. Det er kun os, der har de der historier blandet ind i det. Så der går lang tid, før vi kan skifte over. Åh… vent, jeg er lige ked af det.

Men hos børn er det ikke noget problem. De går fra at være kede af det, til at blive sure, til at blive glade, til at blive alt muligt, på ingen tid. Fordi der ikke er nogen historie imellem … endnu.

Interviewer 1:

Så det er historierne der…

Søren Christensen:

Det er jo forventningen og hele historikken, der bliver puttet ind i det, som skaber værdien i følelsen. Det vil sige, at når jeg først er blevet ked af det, så kan jeg ikke bare gå væk fra det. Fordi så har jeg ligesom etableret noget. Hvis jeg går væk fra det, så tager jeg lige pludselig ikke alvorligt, at jeg er ked af det. Men det er jo ikke sådan, at det fungerer i et organisk liv, kan man sige. Der er jeg ked af det, og så bliver jeg glad, ikke?

Interviewer 1:

Nu taler vi meget om følelser, som om det bare er noget individuelt. At det har sit helt eget liv inde i os selv. Men det følelserne gør, det er at reagere på omverdenen, og det er jo rigtig tit i relationer med andre mennesker.

Interviewer 2:

På en eller anden måde er det også noget med at lære at være i det faktum, at følelser skifter. Det spurgte vi også Søren om, hvad det egentlig har af betydning i forhold til kærlighedsrelationer.

Søren Christensen:

Prøv at tænke på alle de situationer, du har været i. Tænk på et parforhold. Alle parforhold går igennem det. At når man starter med en forelskelse, så holder den forelskelse op på et eller andet tidspunkt. Det vil sige, at man skal håndtere, redefinere og relationere til den partner, man har. Det er en lidelsesfuld proces. Altså fornemmelsen af at vende noget, som man starter med at føle meget positivt, til noget som bliver stridbart og modsætningsfyldt og alle mulige andre ting undervejs.

Så chancen for, at det ender et eller andet sted, hvor man faktisk bliver ret led ved situationen, er ret stor, fordi man er gået ind i det på baggrund af, at det gav én en rigtig rar fornemmelse. Så hvis man ikke har sit hoved med i det, og aktivt kan resonere sig frem til, at det er nok bare et stadie, vi går igennem. Så hvis vi gerne vil have det her til at fungere, så skal vi… Hvis man udelukkende baserer sig på følelsen, så vil man jo forlade hinanden på et eller andet tidspunkt. Altså, når følelsen holder op.

Så man er nødt til at involvere en anden del af sit system, for at få det til at fungere. Fordi følelsen vender sig til det modsatte. Så hvis man udelukkende stoler på, at hvis vi skal have et forhold, så skal det føles sådan her hele tiden. Så holder det jo op. Det kan man være 200 procent sikker på.

Interviewer 1:

Så det er ikke følelsen, der skal være pejlemærket.

Søren Christensen:

Det kan ikke være følelsen, der er pejlemærket. Det kan i stedet være det, der åbner noget op. Hvis man ikke tager stilling til, at det her, det vil man gerne, og det vil man gerne arbejde for, så holder det op.

Det sker jo ofte, at vi bruger én følelse til at dække over en anden eller til at balancere en anden følelse med i vores system. Hvis vi ligger under for én følelse, så prøver vi at mobilisere en anden for at klare det, eller omvendt. Hvis vi har lidt for meget af én følelse, så prøver vi at gå over i en modsatte retning. Så er der noget, der er brug for at give slip et eller andet sted. Så der er et eller andet, der hele tiden prøver at balancere sig.

Interviewer 2:

Men er det derfor, vi smiler, når vi er kede af det?

Søren Christensen:

Ja, det er jo fordi, der er en anden forestilling om, at vi skal holde os oppe og ikke give udtryk for det, vi faktisk føler indvendigt. Så vi skal give udtryk for, at vi har styr på det. Jeg kan godt klare det. Så selvom vi egentlig har lyst til at græde, så smiler vi os igennem det. Og man kan se begge bevægelser i kroppen, hvis man kan aflæse det.

Interviewer 1:

Det, som Søren taler lidt videre om her, det er, at man for at aflæse kropssprog ofte skal se igennem nogle lag, fordi vi har måder, hvorpå vi kompenserer eller balancerer vores følelser. Så vi faktisk vil smile, selv om vi er kede af det, eller har andre måder vi dækker over vores følelser.

Og det leder faktisk lidt over til en sang, som vi sang sammen med Søren, som hedder “Tit er jeg glad”. Og som handler om, at man faktisk tit ikke viser, hvordan man har det. Eller at det i hvert fald er et helt andet udtryk, som ens følelsesimpulser får.

Søren Christensen:

Det er en sang, der er skrevet af en, der hedder B.S. Ingemann. Den handler jo i virkeligheden om lykke og længsel. Han har skrevet den, fordi han har siddet og kigget ud af vinduet og set præstens datter gå forbi og er blevet forelsket i hende. Og det var langt over hans stand. Så der gik syv eller otte år, fra han så hende og skrev den her sang, til han faktisk blev gift med hende og fik kæmpet sig op og giftet sig opad. Så det lykkedes for ham at få scoret præstens datter. Men han var 23 år, da han skrev den her sang.

Interviewer 2:

Skal vi prøve at synge den?

Alle synger:

1. Tit er jeg glad og vil dog gerne græde,
   thi intet hjerte deler helt min glæde.
   Tit er jeg sorrigfuld og må dog le,
   at ingen skal den bange tåre se.
2. Tit taler jeg – og vil dog gerne tie,
   hvor ordet ej må tanken oppebie.
   Tit er jeg stum – og ønsker tordenrøst,
   for at udtømme det beklemte bryst.

Søren Christensen:

Det er det, vi har snakket om. Bare kom af med det.

Alle synger:

3. O du, som ene dele kan min glæde!
   du ved hvis barm jeg turde frit udgræde!
   O, hvis du kendte, hvis du elsked mig,
   jeg kunne være, som jeg er – hos dig.

Interviewer 1:

Og med denne fine sang vil vi gerne afslutte første afsnit af vores podcastserie om kropsfølelser.

Produceret af Ida Meisling og Anna Karen Rasmussen.
Medvirkende var Søren Christensen, partner i Manuvision.
Og musikken var lavet af Oliver Højnes.

Tak fordi I lyttede med.